Konfirmation 2026
Konfirmationsforberedelsen finder sted i skoleåret 2025-2026 og afsluttes med konfirmation i Vor Frelsers Kirke søndag d. 3. maj 2026, kl. 10.00.
Hvis du skal i 7. klasse i skoleåret 2025-2026, er det nu tid til at tænke på, om du har lyst til gå til konfirmandforberedelse.
Det håber vi, at du har.
Du behøver ikke på forhånd at være døbt eller være helt sikker på, om du ønsker at blive konfirmeret for at deltage i forberedelsen. Hvis du er i tvivl, kommer afklaringen forhåbentlig i løbet af forløbet. Vi vil glæde os meget til at lære dig at kende.
At gå til præst er ikke det samme som at gå i skole.
Her drejer det sig ikke bare om at lære, men også om at være. Hvorfor er jeg til, hvorfor er noget overhovedet til, hvorfor er verden ond, når Gud siges at være god, hvorfor er der krig og uretfærdighed, hvad stiller jeg op med mig selv i verden, hvordan skal jeg vælge det ene fremfor det andet?
Hvis du kan genkende nogle af disse spørgsmål, er det et godt udgangspunkt for at ”gå til præst”. Undervisningen giver ikke mange færdige svar. Det handler mere om at være sammen om vores spørgsmål til livet, hinanden og til Gud.
Når du går til præst, skal du bare have dig selv, dine spørgsmål - og vigtigst din nysgerrighed med. At gå til præst er en mulighed for at gå ind i et slags væksthus, hvor du får fortællinger, billeder, ord og tanker, som du kan tage med dig i livet.
Undervisningen starter onsdag d. 10. september kl. 14-16, men vi vil meget gerne havde din tilmelding inden sommerferien, så vi kan planlægge et godt forløb. I slutningen af august sender vi så en mail ud med nærmere oplysninger.
Du finder tilmeldingen her
Evt. spørgsmål kan rettes til sognepræst Anne Kathrine Rafn Hauge
på tlf. 28 49 62 26 eller e-mail akrh@km.dk

Konfirmationsdatoer i Vor Frelsers Kirke 2027-2028
Søndag d. 25. april 2027
Søndag d. 14. maj 2028